Justitsmyrdet

Dage siden jeg blev sat på gaden:

Dage siden jeg havde et job:


At miste en Ph.d. At miste retten til at blive speciallæge Løgn Forskningssnyd Kampen mod Yngre Læger Kampen mod Datatilsynet Politiets arbejdsmetoder

Onkologisk Afdeling

Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet. 1. Novemver 2014 - 31. Oktober 2015.Værre afdeling og kolleger kan man efter min mening ikke få. Jeg vil hellere dø af kræft end behandles på denne afdeling.

Læs mere

Overgrebet

Et klamt overgreb begået af en modbydelig og ond læge (Citydoctors), og videreført af andre læger, der burde vide bedre og som skulle have handlet i overensstemmelse med lægeløftet og alm. faglighed.

Læs mere

Fattigdom

Jeg har igennem en periode på to år mistet mit job, min karriere, min fremtid, min bil, min formue og min lejlighed. Jeg har ingen indtægt. Min konto er lukket. Har forsøgt alt for at forhindre det.

Læs mere

Ad infektion

Var oppe et par timer i nat pga. smerterne. Hævelse og ømhed i højre side af svælget.

Kære "GH" [fuld navn undladt her]

Kære "GH".

Du var kræftpakkepatient og derfor blev du MR skannet den 1. september 2014 mellem kl. 8.20 og 10.40 på Glostrup Hospital. Jeg håber du har det godt og at man ikke fandt noget på skanningen. Du er én af talrige patienter og syge forsøgsdeltagere jeg kontakter.

Årsagen er denne: i mit job som læge og forsker på Glostrup Hospital (Enhed for Funktionel Billededannelse, FIUNIT) oplevede jeg udtalt økonomisk og forskningsmæssig svindel. Herunder grov skødesløshed med forsøgsdeltagere og patienters sygdomsoplysninger.
Dine sygdomsoplysninger endte derfor i en Googlekalender. Google lever af at sælge dine sygdomsoplysninger til firmaer. Det kunne f.eks. være forsikringsselskaber. Som nu véd at du måske har kræft.

Denne kalender blev oprettet af min bivejleder, overlæge "ER". Han overførte hospitalets fortrolige oplysnnger til kalenderen, der blev delt med adskillige forskere. Der var ingen kontrol med denne kalender.

Det med kalenderen var kun én af mange eksempler på forskningssvindel. Det mente jeg ikke var i orden. Derfor anmeldte jeg dette til Datatilsynet allerede i 2014. Desværre blev jeg ignoreret.

Da jeg anmeldte dette til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen i 2015 kaldte hun mig paranoid og ignorerede mig. Region Hovedstaden og Glostrup Hospital ignorerede mig også. De har derfor blåstemplet ulovligheder.

Jeg foreslår at du, hvis du ligesom jeg, synes det er amoralsk og ulovligt at en overlæge og forsker misbruger syge menneskers tiltro til det danske sundhedsvæsen, anmelder overlæge "ER" til politiet.

Du kan kontakte mig på tlf. for yderligere oplysninger.

Venlig hilsen,

Kjeld Andersen.


Kære "NN"

Kære "NN".

Jeg håber at du får den rette behandling for din skizofreni.


Kære "NN"

Kære "NN".

Jeg håber ikke at din svære migræne er blevet værre.


Kære Danske Patienter

Kære Danske Patienter.

I er den største organisation, hvis vigtigste og eneste opgave er at forbedre danske patienters vilkår. Modsat regionspolitikere, folketingspolitikere og industrien har I ingen interessekonflikter, I skal ikke sælge populistisk nødpolitik, så I kan blive genvalgt, eller give jeres aktionærer størst mulig profit.


Kære Kræftens Bekæmpelse

Kære Kræftens Bekæmpelse.

I støtter danske læger, forskere og kræftpatienter med millioner årligt.


Kære SIND

Kære SIND.

Unge med skizofreni, der var tilknyttet Psykiatrisk Center Glostrup ("CINS"), blev MR skannet i 2014. I den forbindelse blev deres navne og sygdomsoplysninger behandlet groft skødesløst af de forskere og læger, der udførte skanningerne. Der var tale om adskillige unge, der blev skannet alene i denne periode. Hvor mange, der blev skannet før og efter 2014 véd jeg ikke, og i hvor høj grad deres sygdomsoplysninger blev misbrugt og udspredt til alle mulige uvedkommende, ved jeg heller ikke, da min anmeldelse til Datatilsynet i 2014 og til Styrelsen for Patientsikkerhed i 2015 blev ignoreret.


Kære Bedre Psykiatri

Kære Bedre Psykiatri.

Jeg er sikker på at en forening af pårørende til psykisk syge, ligesom jeg, finder følgende afskyeligt:


Ad infektion

Vågnede flere gange i nat pga. smerterne i højre kind, øre og tinding. Følelse af subfebrilia, hævelse og varme af højre side af ansigtet, smerter i højre side af svælget og højre tonsil. Er træt og forkvalmet, sovet 12 - 13 timer hver nat de seneste par uger. Måtte droppe Ibuprofenen pga. gastritis og refluks. Næstbest efter tandlæge er antibiotika. Selvfølgeligt er det en bakteriel infektion og lige så selvfølgeligt er det, at den primære behandling ikke er antibiotisk, men ekstraktion af 8-. Må til egen læge mandag og tigge om Vepicombin. Det bliver vanskeligt at forsvare lægefagligt, for a priori mener jeg at antibiotika, udover at være sekundært til tandbehandling, bør være to-stofs peroral, ved feber og (let) påvirket almen tilstand. Men hvad kan jeg gøre? Det er latterligt. Penicillinen er kun tilstrækkeligt til at forhindre spredning af infektionen og som symptomatisk behandling, men når den korrekte behandling ikke er mulig, må det næstbedste forsøges. Vepicombin er meget billigt, og bivirkningerne er til at overskue (med en række sjældne undtagelser).

Ad svamp

Heldigvis har skimmelsvampen i vinduespaneler og loft ikke spredt sig (på den synlige overflade ihvertfald). Det må skyldes den højere forårstemperatur og mindre kondens og fugt. Irritationen i øjnene er ikke blevet værre, men til gengæld har jeg fået astma-lignende symptomer, på trods af, at jeg aldrig har haft astma. Om det er den tiltagende inaktivitets inducerede abdominale fedme, måneder lange skimmelsvamp eksposition eller noget tredje, ved jeg ikke. Det føles som om, at jeg ikke kan få vejret helt. Let hoste. Ikke til større gene.

Ad myndighederne

Har fortsat ikke fået noget svar. At få et meningsfuldt respons fra det offentlige system er som at vinde i Lotto.

Ad besøgende

Er d.d. 18495 personer ialt. Tusinde tak! Jeg er meget taknemmelig for hver eneste gang I tilgår min hjemmeside. Fortæl alle i kender om min hjemmeside. Jeg håber at mit bureaukratiske mareridt og konsekvenserne heraf kan komme andre til gode på den ene eller anden måde. Der er jo noget helt, helt galt i Staten og jeg er hverken den første eller sidste, der har lidt pga. vammelt bureaukrati og måske er det DIG, der rammes næste gang? Gud forbyde det, men skulle det ske, håber jeg at du invier offentligheden om dine opleveler. Det er den eneste måde, man kan ændre et råddent system på. Uduelige og dovne embedsmænd og pseudo-embedsmænd (embedslægerne) skal kunne stilles til ansvar for deres makværk og svigt; det sker ikke i dag og det er helt forkert.


Ad Kammeradvokaten, Sundhedsstyrelsen..

..Sundhedsministeriet og Folketingets Ombudsmand. Har i dag modtaget "27-04-17_STPS_Kammeradvokaten_Ombudsmanden.pdf". Sundhedsstyrelsen v. Celeste Enroth har derudover modtaget "11-04-17_Kammeradvokaten_ETH.pdf". I dokumenterne redegør jeg kort og koncist for de forhold jeg har beskrevet på dette site. Dvs. Styrelsen for Patientsikkerheds udemokratiske og vanvittige bureaukrati og ageren som en stat i staten, der ikke følger de love og regler, som gæler i resten af den offentlige administration. Derudover min aktuelle katastrofale økonomiske og sociale situation.

Endvidere har jeg skrevet til ovenstående instanser at alle, der vil, kan søge og modtage aktindsigt i de aktuelle sagsakter.

Når jeg skriver "kort" og "koncist", skal det forstås relativt, da dokumenterne til sammen fylder 13 sider (6 + 7). Det er således alligevel omfattende og jeg har alle relevante detaljer med (datoer, aktører etc. etc.), da man skulle tro, at jurister mv. foretrækker den slags formalia. De 13 sider jeg har indsendt i dag udgør skønsmæssigt 5% af den samlede mængde tekst, jeg har indsendt til forskellige myndigheder. Alt jeg har skrevet er kort og koncist forfattet i et formaliseret sprog og disponeret på en måde, jeg formoder at jurister og bureaukrater foretrækker. Jeg har vedlagt over 100 bilag i alt, og alle er nummeret i teksten i de dokumenter, jeg har udfærdiget. Præcis som det er kutyme. Der er altså ikke tale om kværulantforrykt og vredladent sludder, men om seriøse henvendelser - så hvorfor har jeg så stort set aldrig fået noget egentligt respons? Der er ingen, der kan undskylde sig med at jeg har skrevet noget åbenbart vrøvl. Mængden af tekst og bilag havde uden tvivl været betragteligt mindre, hvis nogen havde gidet at svare mig! Helt uforståeligt og spild af tid for alle.

Jeg kan ikke mere. Der har i ni måneder intet positivt hændt mig, hver eneste dag et tiltagende og uudholdeligt mareridt. Det er ulideligt at være tvunget til at skrive til alle mulige myndigheder, specielt når det ingen effekt har overhovedet. Det er meget vigtigt at forstå, at jeg hader at skrive til bureaukrater konstant - det er en ret ny nødvendighed for mig. Hvis det var et gennemgående karaktertræk hos mig, hvis de sager, jeg henvendte mig til myndighederne om, var ligegyldigheder eller et spørgsmål om rethaveriskhed og hvis jeg havde et valg, SÅ ville det være udtryk for kværulantforrykthed. Men det er det jo tydeligvis IKKE i mit tilfælde, det er ulideligt, påtvunget af andre og jeg gør det tydeligvis for at overleve. Hvis man (Toke Troelstrup og Elisabet Hansen især) ikke kan forstå det, er man dummere end snot.

Ad censur

Så længe hver dag er et helvede, så længe jeg har lyst til at dø hver dag, så længe kommer denne hjemmeside til at være oppe. Når nogen vil have mig til at lukke den ned, så kommer den altid op igen, enten hér eller på et andet domæne.

Ad smerter

Infektionen i min visdomstand i højre underkæbe har spredt sig til knoglen og bløddelsvævet. Infektionen har intet med tandhygiejne at gøre, med skyldes nok at jeg ikke har haft råd til at gå til tandlæge de sidste par år. Smerterne er konstante, men med eklatant forværring ved sammenbid, hvor smerterne går ud i højre kind, mod øret og tindinge region. Hele området er hævet og komplet okklusion/sammenbid er umuligt. Punktum maksimum ved sammenbid er højre kæbeled. Jeg har ikke følbar feber endnu, men jeg har ikke målt min temperatur. Jeg har til gengæld råd til Panodil og Ibuprofen, som jeg indtager hver dag (hhv. 1000 mg x 4 og 400 mg x 3). På grund af Ibuprofen og konstant sengeleje har jeg fået:

Refluks, gastrit og inaktivitet

Gennem ca. to uger. Da jeg har opgivet alt ligger jeg i sengen i det lille værelse dagen lang. De første mange måneders inaktivitet kunne jeg håndtere med daglige aktiviteter, men nu kan jeg ikke længere være i uvished og passivitet. Det er PRÆCIS som at få en tidsubestemt straf; det er umenneskeligt og tortur. Især fordi jeg ikke er skyldig i noget som helst. Straffen er meningsløs og uberettiget. Jeg er således uretfærdigt dømt af mennesker, og mennesker kan ophæve straffen igen: hvorfor gør de det så ikke? De mennesker jeg skriver om véd godt hvem de er og hvordan min situation er. Hvorfor er disse mennesker så ikke onde sadister?

Ad hjemløshed

Jeg har mistet alt, der nogensinde har betydet noget for mig, og nu så også mit værelse. Jeg har boet hos mine forældre i ni måneder, og det er otte måneder for længe. Det er urimeligt overfor mine forældre og det er igen modbydeligt for mig. Jeg har boet under så ringe vilkår så længe at de færreste mennesker i Danmark kan sætte sig ind i det. Nu er det alvor, nu går det ikke længere at jeg opholder mig hér. Man skulle tro det var en fucking joke. Jeg har INTET valg end at sove på gaden og hente post hos mine forældre engang imellem. Heldigvis er temperaturen tilpas til at jeg kan sove ude. Det bedste sted at overnatte ude i Rødovre er vel Vestskoven. Om dagen kan jeg sikkert slippe af sted med at sove et par timer på biblioteket. Jeg kan vaske tøj hos mine forældre, hvilket er super. Om dagen er det oplagt at opholde sig på biblioteket. Der er strøm til at oplade telefonen og barbermaskinen. Der er PC'ere jeg kan bruge og bøger jeg kan læse. Har fortsat ingen indkomst.

Ad kontanthjælp

Det var en stor fejl at sætte mig, der er fuldt arbejdsdygtig, på kontanthjælp og gøre mig hjemløs.

Ad teknik

Københavns Universitet er dejlig velkendt stupidt. Fra Sundhedsvidenskabeligt Fakultet: 5750 mailadresser eksl. dadlnet adresser (ca. 60). Resten af KU: 9039 mailadresser. Alle valide og unikke. Det er selvfølgelig kun en mindre andel af det totale antal mailadresser på KU, men godt nok. Flovt KU! Selv idioterne i STPS kan finde ud af ikke at smide mailadr. ud i grams.

Ad medskyldige

Jeg har endnu ikke skrevet særligt meget om de modige kolleger jeg havde på FIUNIT (Funktionel Imaging Unit), Glostrup Hospital, hvor jeg var klinisk assistent, med overlæge "ER" som chef (det bildte han mig ind, men det var faktuelt løgn, det var professor Albert Gjedde, der havde ansat mig og var min chef). FIUNIT var et administrativt mareridt og da "ER" var dyssocial, var det oplagt at han lod alting sejle. Enheden var underlagt Klinisk Fysiologisk afdeling, som igen sammen billeddiagnostisk afdeling og Klinisk Biokemisk afd. dannede Diagnostisk Center (som jeg pt. husker det).

Professor Henrik Larsson. Fortsættes...

Ad "advisering"

Det er på tide at sende en update til de knapt 22000 hidtidige modtagere. Men det er ikke nok. Det er slet, slet ikke nok. Det er aldrig nok. Når jeg har spammet samtlige danskere, sender jeg en mail til alle i EU. Dernæst alle i hele verden. Herefter sender jeg mails til alle igen. Og igen. Jeg starter med alle på Københavns Universitet. Fordi der er let at høste alle ansattes e-mail adresser (lovligt selvfølgelig). Dernæst Århus, Odense og Aalborg Universitet. Journalisthøjskolen, Institut for Dansk, Kommunikation på RUC, på KU, SDU, AU. Copenhagen Business School, alle steder man kan studere medier, kommunikation og journalistik i Danmark. Alle ministerier skal have en mail fra mig, et par tusinde ansatte i central administrationen har allerede modtaget den. Sundhedsministeriet og Forsknings- og Uddannelsesministeriet har selvfølgelig modtaget den forlængst og flere gange. Næste ministerium er Justitsministeriet. Udlandet. Først universiteter i England, og først Oxford.

Jeg skal også kontakte de patienter, hvis fortrolige data den dyssociale overlæge ER lagde ud i en Google kalender, som han fra Glostrup Hospital delte med gud og hver mand.

Men som sagt først en påskehilsen til alle på KU. Jeg fandt ud af at jeg kan sende 200 e-mails ad gangen hver 7 minut fra mit domæne. Flere mails eller kortere tidsinterval triggede mail serveren til at lukke ned i en times tid. Heldigvis har jeg 12 domæner, som skal udnyttes indtil de bliver lukket ned fordi jeg ikke kan betale 90 kr. for den årlige fornyelse. Jeg vil bruge neuroimaging.dk, quantitativeimaging.dk, onco.dk, ceha.dk og quantified.dk til at sende til Universiteterne. Rock and roll! Kjeld out.

Ad opgivelse

Alle dage i (især) de foregående 10 måneder har været et helvede. Det bliver værre og værre, og i dag har været fuldstændig ulidelig. Når jeg bare tænker på hvor håbløs den situation, jeg er blevet sat i er, har jeg lyst til at dø. Hver dag er det vigtigte jeg foretager mig at aflede mine tanker fra de to år jeg har spildt pga. en "charmerende charlatan", overlæge "ER" fra FIUNIT, Glostrup Hospital (han er direkte skyld i at jeg ikke kan blive speciallæge, han snød mig for 12 måneder af mit liv, samt en Ph.d. og han svindlede administrativt og med patientdata).

Pga. uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Brix Tange (Onkologisk Afd. Rigshospitalet, som først ansatte mig og derefter de facto fyrede mig, pga. at jeg ikke kunne blive speciallæge), verdens ringeste kolleger på Onkologisk afd., især Mogens Bernsdorf og Kristine Chemnitz, samt Yngre Læger og deres svigt.

Pga. Citydoctors, som i paranoid idioti og faglig underlødighed fik smidt mig på gaden og faciliterede jeg mistede min lægeautorisation, samt løj i en lægeerklæring og ulovligt snagede i mine helbredsdata (logning er en bitch, ikke sandt "CE"?).

Pga. embeds"læge" Elisabet Hansen og Anette Petri fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som fratog mig autorisationen på forkert grundlag, efter Elisabet Hansen udsatte mig for magtmisbrug, stillede en forkert pseudo-diagnose, var inhabil, overstådte forvaltningsloven, holdt mig indespærret ni måneder på et lille værelse uden indkomst, tvang mig på kontanthjælp, og stadig fastholder mig i ulidelig uvished.

Og pga. overlæge Toke Troelstrups lave selvværd og ringe faglighed, samt Formanden for Dansk Psykiatrisk Selvskab, Torsten Bjørn Jacobsens fejhed og amoralske virke.

Og dette er bare en del af alle de modbydeligheder, der har ramt mig de foregående to år. Når jeg tænker over det bliver jeg voldsomt stresset, desperat, vred og nedtrykt. Der er ingen måder jeg kan cope på, ingen slutdato jeg kan se frem til, kun dag efter dag med svært ubehag og lidelse.

Det er voldsomt provokerende at nogen tilsyneladende tror at den måde jeg har det på skyldes endogene faktorer. NEJ! Det er sociale faktorer, der er årsagen til at jeg har det elendigt hver dag; Hvis man placerede mig under vilkår, som er normale for flertallet af voksne mennesker i Danmark, ville jeg momentant få det eklatant bedre. Hvilken luksus er det jeg kræver? 1. egen bolig, uanset hvor lille og ringe den er. 2. noget at foretage mig i form af et job. Hvordan kan nogen mene at jeg ikke opfører mig adækvat under de uudholdelige vilkår, som afskyelige mennesker, som ovenstående, har tvunget mig under?

Fejhed og vammel passivitet er det eneste vi er verdensmestre i, i Danmark(indenrigspolitisk ihvertfald). Minder mig om filmen "37": "37" is a powerful drama and a fictional account of the night Kitty Genovese was murdered in 1964, Kew Gardens, Queens, where 37 neighbors witnessed the killing and did not intervene. De få gange politikerne har handlet resolut og håndfast har været en bevidstløs (over)reaktion på enkeltsager, som medierne har taget op. Det var tilfældet med femårsfristen for læger, som har kostet mig muligheden for at blive speciallæge, og dermed smadret alle mine drømme og karrieremuligheder. Det er ikke engang min egen skyld, men overlæge ERs. Det er ulideligt bittert.

Ad Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen

Er de to styrelser lige så undværlige o dilletantiske som Sundhedsstyrelsen/Styrelsen for Patientsikkerhed? Sikkert. Men de skal ikke snydes for alle de groft skødesløst håndterede patient- og forsøgsdeltagerdata. Lige præcis de data har Kammeradvokaten ikke modtaget endnu; årsagen er, at jeg ikke kan sende disse data til Kammeradvokaten via E-boks (sikker forbindelse) hvor de ligger. Fordi jeg tidligere har sendt dem til Datatilsynet og Sundhedsstyrelsen. De ligger ikke lokalt på min PC. Finder nok en løsning.

Ad henvendelse til Folketingets Ombudsmand

Hidtil er der ingen offentlige myndigheder eller institutioner, der har rørt en finger for mig. Jeg er den sidste person, der beder om noget, så når jeg gør det, er det alvor. Det er egentlig interessant i hvor høj grad jeg er blevet fuldstændigt ignoreret. Nu har jeg henvendt mig til Ombudsmanden, og indsendt materialet, som jeg har sendt til Kammeradvokaten - og mere til. Materialet er overskueligt og ordnet, anmeldelserne er skrevet kort og koncist, og således skulle man tro at det ville facilitere myndighedernes lyst til at involvere sig.

Dele af indsendt materiale til Ombudsmanden dd.

Politianmeldelse (Vestegnens) af 5. januar 2017, samt bilag

Politianmeldelse (Vestegnens) af 30. januar 2017, samt bilag

Politianmeldelse (Vestegnens) af 5. februar 2017, samt bilag

Politianmeldelse (Rigspolitiet) af 22. februar 2017, samt bilag

Indsendt ansøgning til kommunen af 3. april 2017, samt billag

Indsendt materiale til Kammeradvokaten af 12. april 2017, samt bilag

Ad brev til Kammeradvokaten om STPS

Uddrag af brevet, som vedrører retssikkerhed mv. Når Yngre Læger er ligeglad med deres medlemmer, må jeg selv...i det mindste prøve. Kun en tåbe frygter ikke det danske bureaukrati, men jeg trøster mig med illusionen om, at min indsats nytter.

Til embedslæge Elisabet Tornberg Hansen (Styrelsen for Patientsikkerhed, STPS), Folketingets Retsudvalg og Kammeradvokaten. Vedrørende min lægeautorisationssag skal jeg oplyse nedenstående, idet jeg skal bede Kammeradvokaten om at involvere sig i min sag. Dette som følge af embedslæge Elisabet Tornberg Hansens gentagne brud på forvaltningsloven og principielle forhold relateret til Styrelsens sagsbehandling. Desuden er de forhold, jeg beskriver, identiske med de i Kammeradvokatens redegørelse af december 2016 behandlede. Jeg mener det er relevant at Folketingets Retsudvalg modtager skrivelsen, idet den omhandler principielle forhold med betydning for retsstaten.



14. Har embedslæge Elisabet Tornberg Hansen beføjelse og kompetence til at stille kliniske diagnoser og fremsætte behandlingsplaner?

15. Er en enkelt samtale med embedslæge Elisabet Tornberg Hansen hos STPS egnet til at stille kliniske, psykiatriske diagnoser?

16. Når nu embedslæge Elisabet Tornberg Hansen de facto stiller kliniske diagnoser, som ellers kun en speciallæge i psykiatri kan stille, og kun efter lege artis psykiatrisk og somatisk undersøgelse, kan jeg så klage over hendes fejldiagnose til Patientombuddet? Og hvad er begrundelsen? Embedslæge Elisabet Tornberg Hansen stillede kliniske diagnoser af ut. forud for nogen speciallæge i psykiatri (Finn Zierau).

17. Hvorfor kan embedslæge Elisabet Tornberg Hansens beslutninger ikke ankes? Hvorfor er der ingen uvildige instanser, der kan kontrollere og efterprøve embedslægens endegyldige konklusioner? Er det ikke svært betænkeligt at én enkelt person uimodsagt og ensidigt kan beslutte så voldsomme sanktioner, som der er tale om i mit tilfælde? Som jeg har beskrevet er den psykiater, der har udfærdiget egnethedserklæringen ikke uvildig.

18. Hvordan kan psykiater Finn Zierau være uhildet i sin vurdering af ut. og i sin udfærdigelse af egnethedserklæringen, når embedslæge Elisabet Tornberg Hansen forud for rekvirering af egnethedsundersøgelsen allerede har fremsat den konklusion hun ønsker at Finn Zierau skal fremkomme med?

19. Hvordan kan speciallæge i psykiatri Finn Zierau være uhildet i sin vurdering, når han er økonomisk afhængig af STPS, har monopol på sit konsulentarbejde for STPS, og har fået oplyst af embedslæge Elisabet Tornberg Hansen hvilken konklusion hun ønsker han skal afgive på baggrund af sin undersøgelse?

20. Qua min økonomiske situation er det tvingende nødvendigt at jeg får oplyst en tidsfrist for hvornår STPS og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen har færdigbehandlet min anmodning om generhvervelse af min lægeautorisation. Tidsfristen skal angives med en konkret dato, ikke et tidsinterval (eks. seks måneder). Hvornår er denne tidsfrist?



...Er denne tidsfrist evidensbaseret? Er tidsfristen et udtryk for embedslæge Elisabet Tornberg Hansens eget skøn, og hvilke konkrete, faglige overvejelser ligger i givet fald til grund for skønnet (fraset embedslægens intuition, sym- eller antipatier)? Er tidsfristen endegyldig? Seks måneder uden nogen form for indtægt er en voldsom sanktion og vil for mange resultere i økonomisk ruin, med eksempelvis tab af bolig og formue, som i mit tilfælde.

22. Hvorfor overtræder STPS og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen gang på gang forvaltningslovens bestemmelser om tidsfrister?

23. Hvorfor nægter embedslæge Elisabet Tornberg Hansen at respondere på mine seriøse og relevante henvendelser?

24. Hvorfor har STPS og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen ikke reageret på mine mange indberetninger af overtrædelse af persondataloven?

25. Hvorfor har STPS og embedslæge Elisabet Tornberg Hansen ikke forholdt sig til min seriøse og underbyggede indberetning af hendes inhabilitet?



Og det mere personlige...


Som direkte følge af embedslæge Elisabet Tornberg Hansens sagsbehandling gæler:

1. Jeg har ikke haft en indtægt i ca. tre måneder.

2. Min personlige formue er knapt -88.000,00 kr.

3. Jeg ejer intet af værdi længere.

...Da jeg ikke har råd til at være medlem af Lægeforeningen længere skal jeg bede STPS om at sende al korrespondance direkte til ut. via E-boks. Der skal ikke igen tilsendes oplysninger til Lægeforeningen, herunder advokat Per Fraulund Sørensen, uden mit samtykke i hvert eneste tilfælde...Derfor er jeg i akut bolignød og må bo på gaden eller på herberg, hvis Rødovre Kommune ikke formår at bibringe mig en bolig.

STPS skal kontakte mig såfremt der er yderligere samtykkeerklæringer, jeg skal afgive, samt hvis der er dokumentation eller yderligere oplysninger, der findes nødvendige. Kammeradvokaten har naturligvis mit samtykke til at indhente samme oplysninger som STPS.

Venlig hilsen

Kjeld Andersen



OT: Jeg ville ønske jeg havde overskud til at skrive mere om politik på et generelt plan. De første politikere, jeg ville give mig i kast med ville være borgerlige. Fordi de er mest skadelige for Danmark. Tag f.eks. justitsminister Søren Pape. Han er en walking contradiction, og i gang med at afvikle retssikkerheden, idet han vil straffe sigtede før de er dømt (jf. hans ønske om at forværre forholdene for varetægtsfængslede, som jo kan blive frikendt hvis de er uskyldige). Man kan sammenligne Pape med Milo Yiannopoulos, bortset fra at Milo har langt mere integritet end Pape. Alle ved vist hvad jeg mener. Pape fremstår som en ignorant sadist, når han ønsker at straffe objektivt uskyldige mennesker, som jo kan enten kan dømmes eller frifindes. Hvorfor?! Det er jo ikke normalt at have lyst til at gøre andre fortræd, hvor det at forsage lidelse er formålet i sig selv. Stupidt...

A propos stupid(t), så kommer man ikke uden om at nævne den tidligere sundhedsminister Sophie Løhde; selv om jeg mener at Søren Pape i er uegnet til at lede noget foretagende større end en skolebestyrelse, så virker det dog som om at han er... engageret... i at pøse vand ud af den synkende skude hans parti er. Sophie Løhde virker fuldstændig ligegyldig i alle henseener, så det må være en vennetjeneste til hendes mor, der gør at hun ikke forlængst er røget ud, men er blevet minister for offentlig innovation (en anden "walking contradiction"). Løhde har kun været til skade for danskernes sundhed, som jeg ser det. Og hun har skadet danske læger mere end nogen anden. I den henseende er forskellen på hende og Astrid Krag at sidstnævnte som en "Løhde Light" ganske vidst var en joke, men ikke havde styrke til at forårsage så stor elendighed som Løhde.

Hvis vi havde et direkte demokrati i Danmark tror jeg ikke at førnævnte politikere var blevet valgt som ministre, selv om magtfordelingen mellem rød og blå blok nok havde været uændret. Hvis man på en stemmeseddel kun har valget mellem pest og kolera... At den fornemmeste opgave for Styrelsen for Patientsikkerhed tilsyneladende er at please så ringe politikere (seneste eksempel er fedmeoperationerne), gør bare alting værre.

Ad embedslæge Elisabet Tornberg Hansen

Fordi ovenstående embedslæge er så ligeglad med forvaltningsloven, er jeg fortsat tvunget til at vente på noget, der tilsyneladende aldrig sker; nemlig at jeg får min autorisation tilbage. Elisabet Hansen ved selvfølgelig godt at hun er: inhabil, overskreder sine kompetencer, udviser udtalt mangel på dømmekraft - og nyder at straffe mig.

Elisabet ved f.eks. også at jeg lever under usle forhold, påtvunget af hende selv. En lille test, Elisabet: har de grønne og sorte plamager på al træværket og i loftet på mit afskyelige, lille værelse mon noget at gøre med min øjnkløe, tåreflod, hovedpine, nysen og hoste? Rodalon ingen effekt. Skal jeg ringe efter en rigtig embedslæge, der kan erklære værelset uegnet som menneskebolig? Når jeg lider er Elisabet glad, så selvfølgelig er jeg tvunget til at blive på værelset.



En anden følge af Yngre Lægers advokats vrangvillighed og Elisabets dovenskab er, at jeg har været nødt til at søge kontakthjælp. Ingen indtægt i tre måneder og ingen formue af nogen art. Tidligere ville jeg skamme mig over dette, men Citydoctors og Elisabet Hansen tvinger mig til at leve uden indkomst, så hvad helvede skal jeg ellers gøre? Tillader Lægeforeningens overenskomst at jeg tager job i Netto? Nej, vel? Jeg er skakmat. Jeg håber at Elisabet i det mindste føler glæde ved hendes tortur af mig. Formålet med tortur er udelukkende at nedbryde mennesker, at skade dem mest muligt, og som tortur-bødel er embedslæge Elisabet Hansen perfekt. Fordi dine helt disproportionelle sanktioner er meningsløse og overflødige, Elisabet. Hvis de danske efterretningstjenester en dag skulle finde på at indføre "udviddede forhørsteknikker", såsom water-boarding, kender jeg en pseudo-embedslæge, der er ideel til jobbet.

Nedenstående er en tribute til embedslægerne - fordi det er pga. jer, at jeg må smide min hobby i containeren (ikke råd til mit lagerrum, ikke plads til resten af mine ejendele på værelset.


Smidt på gaden den 20. juli 2016


Hvordan kunne det ske? Jeg vidste det længe, og jeg fortalte alle, der havde pligt til at handle om det, men af en eller anden grund valgte samtlige at ignorere det. En af disse personer var overlæge Torsten Bjørn Jacobsen. Han bagataliserede alvorligheden af min situation, på trods af, at han var særdeles velinformeret om den. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor alle var så ligeglade. Som jeg redegør for her på hjemmesiden, var det ikke selvforskyldt. Hvis der i det hele taget eksisterer et socialt sikkerhedsnet i dette land, så faldt jeg lige igennem det.

Jeg har til alle tider sagtens kunne forsørge mig selv, også i forhold til at betale husleje, men Elisabet Tornberg Hansen og Anette Petri forhindrede mig i det gennem halvandet år. Under forkerte forudsætninger. Til dato (2. marts 2017) er der fortsat ingen, som burde havde reageret, der faktisk har ydet en reel hjælp eller indsats.

Jeg har ingen indtægt og ingen formue. De fleste ejendele har jeg måtte kassere, da jeg blev smidt på gaden, og de resterende er opmagasigneret på et lager på Amager. Heller ikke lageret har jeg råd til meget længere. Der har i omkring to år ikke været penge til tandlæge, briller, byture, biografture, svømmehal osv.

Jeg har altid haft et meget beskedent forbrug, og jeg har generelt ikke behov for særlig meget; men jeg har dog brug for penge til mad og et sted at bo.

Om eftermiddagen den 20. juli 2016, efter jeg har flyttet de sidste ejendele ud på lageret på Amager. Det lykkedes ikke så godt at smile til fotografen, som er min far. Han var taget ind til byen for at låne mig 400 kr. så jeg havde råd til en flyttevogn. Han nåede lige akkurat ind til mig før kl. 10.00 hvor flyttevognen ankom. Skulle være ude af lejligheden kl. 12.00.

Billedet af mig er taget ca. 6 timer efter jeg flyttede de ejendele, der ses ovenfor. Det var varmt, hårdt og stressende at flytte, men det var fuldstændigt underordnet i forhold til, hvor modbydeligt det var at miste lejligheden. I hele perioden har jeg dokumenterbart tabt ca. 25 kg. Føj, SST.

Tak til læge Elisabet Tornberg Hansen, læge Anette Petri, overlæge ER og hovedvejleder (professor Martin Lauritzen) og uddannelsesansvarlig overlæge Ulla Brix Tange. Efter jeg blev sat på gaden den 20. juli 2016 er jeg flyttet til mindre flatterende faciliteter. Det var til gengæld en behagelig kølig temperatur i sommers.

Flyttesyn

Transskription af videooptagelse på Youtube, varighed 1:37

"..Jeg skal til et forflyttesyn i dag faktisk, kl. 12.00. Jeg er overhovedet ikke parat til det. Der er stadig meget, der skal flyttes, jeg er fortsat alene om det, og det bliver et helvede uden lige. Der skal ske noget i morgen, for det her kan ikke fortsætte. Det, der sker er, at...jeg skal ringe til min såkaldte fagforening [Yngre Læger] og så siger jeg til dem, at...de har negligeret mig, de har ikke hjulpet mig, og jeg har betalt tusinder af kroner til dem i kontingent...for at komme ud af denne her modbydelige situation. Det har [varet] to år. To år i helvede. Det skal stoppe. De bliver nødt til at give mig den hjælp jeg har brug for og som jeg betalt dem for at yde mig...




Resume...


Jeg har i over 670 dage levet i konstant og tiltagende frygt og desperation. Der har været konkrete og reelle årsager til dette: Jeg har været og er fortsat truet på min eksistens. Jeg er forsøgt tvunget til akut psykiatrisk indlæggelse og antipsykotisk behandling af embedslægen i september 2015. Som mit sagsmateriale illustrerer, var det et ikke indiceret. Alle de nederlag og den usædvanligt dårlige behandling, jeg blev udsat for i de to forudgående ansættelser blev derved tilskrevet sindssygdom. Jeg var kort tid forinden blevet informeret om, at jeg aldrig kunne blive speciallæge, pga. andres svigt. Dermed kunne jeg realistisk set heller aldrig blive overlæge, og alle karrieremuligheder var lukkede. Jeg fik at vide, at min Ph.d. var aflyst, selv om jeg ikke var den virkelige årsag til dette.

Som følge af Styrelsen for Patientsikkerheds forbud og senere autorisationsfratagelse var jeg tvunget til at modtage den nedværdigende ydelse, kaldet "Invalidepension". Desværre forsinkedes udbetalingen af denne så lang tid, at jeg i en længere periode hverken havde penge til husleje eller mad. Jeg var tæt på at miste min bolig og frygten og desperationen tiltog markant. Der var ingen myndigheder, der tog mig alvorligt, og hvis jeg opsøgte min egen læge, fik jeg at vide, at jeg var paranoid. Det var i vinteren i 2016. Som følge af udelukkelse fra arbejdsmarkedet og skam mistede jeg langsomt, men sikkert det meste af min omgangskreds; rent materielt havde jeg meget lidt og levede på et eksistensminimum, min bil havde jeg for længst måtte sælge af den årsag, men min lejlighed havde jeg dog endnu.

Min desperation og frygt tiltog markant. Udover sulten bidrog min nærdødsoplevelse på Nærum station til dette. En ven inviterede mig til Færøerne hele april måned. Det var stort set gratis for mig. Da jeg vendte tilbage i maj 2016 erfarede jeg, at jeg uigenkaldeligt havde mistet min bolig og stod til at blive sat på gaden. Der var intet jeg kunne gøre, og jeg forsøgte alt. Desperationen blev endnu værre. Jeg opsøgte egen læge fordi jeg ville have mulig for at kunne arbejde og betale min husleje og mad. Det var den 1. juni 2016. Jeg var nærmest grædefærdig, men dog fuldstændigt samlet og fattet. Hun kvitterede med at true mig med indlæggelse på røde papirer. Jeg blev chokeret og forlod stille og roligt konsultationen. Den 3. juni 2016 blev jeg anhold på min bopæl og tvangsindlagt på gule papirer af den praktiserende læge. Det var heller ikke indiceret. Alt forløb stille og roligt, jeg fik ingen behandling og blev udskrevet kort tid efter. Den 20 juli 2016 blev jeg som ventet smidt på gaden. Jeg havde ingen bolig, ingen penge og en yderst beskeden indtægt. Nu fik Sundhedsstyrelsen blod på tanden og de fratog mig min autorisation som læge. Nu er vi i oktober 2016. Udover min håbløse situation havde jeg ingen fremtid og intet håb.

Jeg begyndte at få selvmordstanker dagligt, fordi alt var tabt og jeg intet stod til at vinde. Det var ikke blot luftige selvmordstanker, men konkrete selvmordsplaner og når jeg gik en tur fik jeg ofte selvmordsimpulser, som jeg havde svært ved at kontrollere. Jeg krydsede f.eks. en motorvejsbro på en af mine ruter, og jeg begyndte at gå hen til rækværket, stå og kigge ned og drømme om at hoppe ud over, så jeg ikke skulle lide mere. Det samme var tilfældet med en fodgængerbro over Jyllingevej. At hoppe ud foran en lastbil syntes også at være en mulighed. Jeg har obduceret en hel del selvmordere, bl.a. togudspringere, så det ville jeg ikke gøre, og det udelukkede så også lastbiler. Jeg havde intet at foretage mig til dagligt andet end at besøge mit lager på Amager, gå ture og så tænke over, at jeg have mistet alt.

Jeg ankede selvfølgelig berettigelsen af tvangsindlæggelsen. Først til Københavns Byret, og da jeg tabte der, til Østre Landsret. Mit eneste håb og eneste årsag til at fortsætte med at være i live var, at jeg vandt i Østre Landsret. I starten af oktober 2016 fratog Sundhedsstyrelsen mig min lægeautorisation og hængte mig ud i gabestokken på Internettet. Det var ubeskriveligt modbydeligt, og for første gang i mange år græd jeg som et lille barn. Da jeg modtog beskeden om, at jeg have tabt i Landsretten i slutningen af oktober 2016, hvilket var endegyldigt, skrev jeg et afskedsbrev. Nu var jeg for altid stemplet som psykotisk, på trods af at jeg aldrig havde været det. I dag ville jeg ønske jeg havde været modig nok til at begå selvmord. For nu blev det hele blot endnu værre.

Jeg blev anholdt endnu engang, den 1. november. Jeg ved ikke om jeg må skrive om detaljerne, men kort fortalt var det for noget, jeg ikke blot var uskyldig i, men som var så absurd, at det føltes uvirkeligt. Præmissen var i høj grad, at jeg var en farlig sindssyg person. Jeg blev kørt til Vestre Fængsel, hvor jeg skulle afklædes og helt nøgen undersøges af to fængselsbetjente. Derefter blev jeg ført til en fængselscelle, hvor jeg overnattede. Næste dag blev jeg transporteret til Københavns Vestegns Politi iført håndjern. Her blev der foretaget mundskrab mhp. min DNA-profil (deja-vu fra min tid som læge på Retsmedicinsk Institut, København) og der blev taget fingeraftryk. Så blev jeg afhørt af en politiefterforsker, som jeg sjovt nok kendte fra en helt anden sammenhæng. Det var et useriøst bevismateriale, og jeg forklarede stille og roligt at jeg var uskyldig og hvorfor jeg var uskyldig. Derefter blev jeg smidt i en celle, hvor jeg ventede flere timer. Dernæst blev jeg hen ad aftenen løsladt og kunne nu gå fra Albertslund hjem til Rødovre.

Igen fortryder jeg at jeg ikke bare afsluttede det hele. Jeg kunne i tiden efter ikke foretage mig noget som helst. Jeg lå på min madras på gulvet hele dagen og ventede på at jeg enten blev anholdt af politiet igen eller skulle i retten og tabe igen. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Min desperation og frygt var helt og aldeles lammende. Jeg havde tabt mindst 15 kg i vægt i løbet af de forudgående tre-fire måneder, og nu tabte jeg dokumenterbart yderligere 10 kg. Jeg lå og håbede på at dø pludseligt og uventet. Havde opgivet planerne om selv at gøre det, jeg magtede det ikke. Dagene gik og jeg havde det svært dårligt. Årsagen var alene de omstændigheder jeg var havnet i, men hvis jeg fortalte nogen læge om hvordan jeg havde det, ville jeg blive tvangsindlagt med det samme. Det ville ikke ændre min situation. Jeg havde forsøgt at tale med min nuværende praktiserende læge om, hvordan jeg havde det, og hun havde uden videre sagt, at hun var på nippet til at tvangsindlægge mig, da jeg var paranoid og suicidal.

Det blev utroligt nok endnu værre: den 3. januar 2017 ransagede Københavns Vestegns Politi, Afdeling for Personfarlig kriminalitet, mit værelse på en meget aggressiv måde. De tog alt hvad jeg havde af elektronik. Jeg sov ikke meget i tiden efter og når jeg gjorde, var det fuldt påklædt, fordi jeg ikke igen ville overraskes mens jeg sov og i øvrigt var næsten helt afklædt. En måneds tid efter fik jeg besked om at møde op hos en såkaldt personundersøger, der skulle vurdere hvordan jeg skulle afsone min straf. Jeg kunne ikke magte flere overgreb, så jeg aflyste med en besked om, at jeg var ligeglad med hvordan jeg skulle afsone. Det var svært angstprovokerende. Det samme gjorde sig gældende, da jeg kort tid efter blev indkaldt til en mentalundersøgelse på Retspsykiatrisk Klinik på Blegdamsvej. Jeg begyndte at få en ubehagelig trykken i venstre side af brystkassen og jeg var svært bange hele døgnet i flere dage efterfølgende. Jeg kontaktede min advokat og sagde, at jeg hellere ville i fængsel end på lukket afdeling igen. Så blev mentalundersøgelsen aflyst.

I dag har jeg så fået en sms om at Rigspolitiet og Københavns Domstole har sendt mig en mail i min E-boks. Jeg fik det så akut dårligt at jeg var meget tæt på at kaste op og det er fortsat tilfældet. Udtalt frygt, åndenød, hurtig puls og trykken i venstre side af brystkassen. Og jeg har ikke engang læst de mails. Men hvorfor skulle jeg?

Jeg har været mere eller mindre ufrivilligt socialt isoleret i to år og jeg har mistet alt. Jeg har mistet i en grad at jeg ikke længere kan genvinde noget som helst. Jeg er stemplet som en farlig sindssyg (hacker) og jeg er ingen af delene. Jeg har aldrig været psykotisk, heller ikke bare tilnærmelsesvist; men jeg har lidt skade igennem de to år jeg har været og fortsat er i helvede. Både psykisk, socialt og fysisk. Jeg har ingen indtægt længere. Jeg har ingen forhåbninger om at vinde en retssag, også selv om jeg ikke har gjort det, jeg er anklaget for. Jeg er uretfærdigt dømt i både By- og Landsretten, så hvorfor skulle jeg forvente andet, nu hvor jeg igen skal i retten?

Jeg er ligeglad med om jeg skal i fængsel for noget, jeg ikke har gjort. Jeg er allerede i fængsel. Jeg har irreversibelt tabt alt allerede. Men jeg overlever ikke at skulle deltage i endnu en opslidende skueproces. Jeg har været alene om dette her i to år, og jeg hverken kan eller vil fortsætte længere. Jeg foreslår dette: der bliver ført en retssag i Byretten og i Landsretten. Men uden min deltagelse. Jeg er uskyldig og kan ikke bidrage med mere end jeg allerede har oplyst. Hvilken forskel gør det om jeg deltager eller ej? Rent principielt vil jeg have et retssag, for jeg er uskyldig, men hvis jeg skal udsættes for flere store psykotraumer begår jeg selvmord. Det er lovligt i Danmark og ingen læger vil kunne begrunde, at jeg skulle være psykotisk eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed.

Når jeg har tabt i begge retsinstanser kan politiet komme og hente mig og smide mig i fængsel. Jeg er oprigtigt talt ligeglad med om jeg er i fængsel det ene eller det andet sted. I de sidste otte måneder har jeg haft en tilværelse som var jeg fængslet i isolation. Jeg får sjældent besøg, taler ikke med nogen til dagligt og det er lang fra hver dag jeg er udendørs.


Venlig hilsen,


Kjeld Andersen

Copyright © Kjeld Andersen 2017 Tlf. 23 80 08 85 @dockandersen Quantified.dk